Det gik også strygende der ind ad, indtil vi var 1 mil fra FN bygningen, så var der en politijolle der stoppede os, ja først troede vi, at vinkede til os, så da vi ikke reagerede, kom der 2 coastguard både, så alle 3 lå så vi var nødt til at vende i strømmen, den ene coastguard var ved at blive vædret af os. Vi forsøgte at komme i kontakt med dem over radioen, men det var umuligt, så alt foregik med råb og fagter. Den ene politimand var i øvrigt ved at falde i vandet, da den anden gav gas.
Stor dramatik, som vi senere fandt ud af skyldes, at der var generalforsamling i FN.
Vi blev så anvist en ankerplads, hvor vi efter en halv time blev vist bort fra, det var lige op ad et statsfængsel.
Her måtte vi så ligge hele dagen, da der først ville blive åbnet efter 1900.
Jeg brugte dagen til at sætte knagerækker op i gangen ud til fordækket, og så skulle der da også lige være tid til at hygge med den nyankomne, ikke mindst fordi han satte en flaske whisky på bordet.
Efter at have snakket med coastguard, hvor vi fik at vide, at der ikke ville være lukket i morgen, besluttede vi at vente med at sejle ind, når det blev lyst.
Vi fortsatte ud forbi Frihedsgudinden, så dem der skulle stå af, kunne nå at se den. Derefter sejlede vi hen til Pier 16 (South Street Seaport), hvor vi havde fået lov at ligge af Lars og hans venner.
Vi havde kun lige fortøjet, så havde vi telefonstorm fra Grønland og Danmark. Der var faldet en flyvemaskine ned i Kennedy lufthavnen, og familie og venner ville høre, om vi havde det godt.
Det var en alvorlig ulykke med mere end 250 dræbte, så det var virkelig noget der påvirkede folk, først World Trade Center, og så dette. Heldigvis havde det ikke noget med terrorisme at gøre, men det lagde da en dæmper på besøget.
Hvis vi var kommet en uge tidligere, så havde vi ikke kunnet ligge med Kisaq, hvor vi lå, fordi hele kajområdet blev brugt til at losse materialer og affald fra, ligesom arbejderne blev sejlet frem og tilbage der fra.
Det var meget svært at forestille sig, at 2 af verdens højeste bygninger havde væltet sammen i det hul, der var omgivet af skyskrabere, uden at gøre mere skade.
Der var ikke meget at mærke på folk, andet end at alle bar pins med amerikanske flag, og der var gang i gadehandelen med billeder og andet souvinier af bygningerne.
Hygge i messen med Lars
Lars var en stor oplevelse, han har prøvet stort
set alt, hvad der er værd at prøve, han har boet og sejlet fra New York
siden 1948, så han har mange historier at fortælle. Han har boet om bord
på en 4 mastet bark, "Peking", siden 1976, hvor den blev
restaureret med henblik på, at den skulle være museumsskib. Lars har
stået for alt riggerarbejdet, og i det omfang han som 78 åring kan klare
det, står han i dag for reparation og vedligehold af båden.
Alene det at opleve Lars var besøget i New York værd. Han kender utrolig
mennesker, og han inviterede os med til Jazzaften, hvor både musikerne og
de unge piger skulle hen og hilse på ham.
Dem der havde været i New York med Kissavik, kunne han huske, og da Ellen
opsøgte ham, spurgte han straks, hvor er Anders.
Lars var om bord hver dag og spise og fortælle historier, og det vil ikke
undre mig, hvis han på et eller andet tidspunkt kommer ned og sejler med.
