Lørdag den 19. august 2006.

Kl. 8 havde vi fået en enkelt kop kaffe, og færingen Trygve, der er bosiddende I Nanortalik, kom ned og hentede os. 1 kasse øl, 1 flaske rød Ålborg og en stor postsæk som vi havde med fra Nanortalik blev sendt op med linie 2, en elektrisk drevet tovbane, som gik helt op på højde med husene, hvor der så blev skiftet til linie 1, der gik hen til husene. Linie 3 gik videre op til Heliporten.

Persontransport var forbudt, så vi begav os op af de 280 trappetrin til det første hus. Halvvejs oppe, var der skruet et askebæger fast til rækværket, så man kunne få vejret igen igennem en cigaret. Da vi kom op blev vi modtaget af chefen Günther, der har været udstationeret forskellige steder I grønland, første Kap Dan I 1963, I Qaanaaq (Thule) I 2000, da kronprinsen skulle på slædetur, I Qeqertarsuaq (Godhavn) og ”Prinsen” (vejrstationen I Prins Christians Sund), ellers boede han uden for Vejle. Lidt efter kom John, som også er bosiddende I Nanortalik, og så var der kokken Ole, som ikke var meget for at forlade sit køkken, så vi måtte der ind for at hilse på ham. Trygve viste os rundt I bygningerne, der var opdelt med velfærdsrum og frysehus I den ene. Kantine, Posthus og chefen I den anden.

Mandskab og en hyggelig stue I den tredje bygning, som i øvrigt havde navnet ”pisserenden”.
Her blev vi også præsenteret for Trygve’s ølhunde, som han laver af ølkapsler.

Sidste år solgte han for 3.000 kr., så hans hunde er overalt I verden, en er med Galathea ekspeditionen som æresgæst. Vi fik da heller ikke lov til at gå, uden vi først havde købt en. I en fjerde bygning var der værksteder og de 3 hunde fik morgen og aftensmad her og udenfor var der bygget Grønlands dyreste og største hundehus.

Da rundvisningen  i bygningerne var forbi fik vi en kop kaffe i kantinen, hvor Arne glemte at sige til os, at vi selv kunne finde en bid brød, vi var ellers sultne nok, da vi jo ikke havde fået noget at spise, inden vi gik i land. Peter og Arne fik stemplede frimærker på poststationen, der havde åbent fra kl. 1230 til halv et. Jeg benyttede lejligheden til at ringe hjem. Derefter viste Günther os rundt i terrænet, vi var helt ude ved fyret, hvor vi både kunne se ud over åbent hav og ind igennem Prins Christian Sund.

Klik på det enkelte billede for at se det i stort format.  Det er smart, at lukke for stort billede, når du har set det

Der var antennemaster til skibsradio, til flyradio, til VHF, til TV og meget mere, alt sammen fjernbetjent. Det hele blev drevet af Tele Greenland, men det meste af finansieringen kom fra et internationalt selskab omkring flysikkerhed, ICAO. Stationen er startet omkring 1953, og der er ikke tegn på at den lukker, der er budgetteret med reparation af kajen, ny kloakering og meget mere, og det gør man vel ikke, hvis stationen skal være ubemandet. For at komme ud i terrænet, måtte vi over en hængebro, den fik virkelig mine knæ til at ryste under mig, jeg troede ellers, jeg var blevet kvit min højdeskræk, men den vendte voldsomt tilbage. På denne tur forcerede vi yderligere 90 trappetrin, så det blev 370 trin i alt.       Vi var tilbage på stationen kvart i tolv, og vi fik en øl og en sludder indtil vi skulle ind til frokost kl. 1230.

Der var et overdådigt syn der mødte os, et frokostbord, hvor intet manglede i lune og kolde retter, og der var snaps og øl i rigelige

mængder, vi kunne slet ikke spise al den mad der var, så hundene hjalp lidt til. Det var imponerende nemt at komme ned af de 280 trappetrin til Misiliisoq. Om aftenen kvitterede vi med en rundvisning på Misiliisoq, kokken var dog ikke med, han var gået til køjs, angiveligt på grund af svimmelhed.

Alt i alt en fantastisk god dag, og efter at have fået et glas rødvin gik vi i seng, vi skulle sejle tidligt næste morgen.